Velkommen i Børnehuset Kompasset & Satellitten - Vuggestue afd.
Om os
Børnehuset Kompasset og Satellitten er en daginstitution i Middelfart by, der har 5 vuggestuegrupper, der fordeler sig med 3 i Kompasset: Frøer, Laver og Haletudser og 2 i Satellitten: Edderkopper og Mariehønerne.
Som en del af Middelfart Kommune, arbejder vi ud fra Middelfarts børnesyn:
- Børn er mere ens end forskellige
- Børn lærer og trives i fællesskaber
- Børn er ikke problemet, de viser problemet
- Børn gør, hvad de kan. Det er os voksne der kan gøre noget andet
I praksis betyder det, at alle børn har brug for at være en del af et fælleskab, hvor de føler sig set, respekteret, forstået og anerkendt.
Personalet skal skabe de pædagogiske rammer, der understøtter det enkelte barns udvikling og plads i fællesskabet. Det er personalets opgave at kigge på barnets intentioner og hensigter i de samspil, barnet indgår i for at understøttet det bedst muligt.
Tyg tilknytning - en god start på institutionslivet
I alle vuggestuegrupper arbejder vi ud fra Rikke Ydes teori om Tryg Tilknytning. Når et barn starter i institution vil det være i en tilknytningsproces, hvor det skal knytte sig til den kontaktperson, det har i vuggestuen. Det er vigtigt for barnet, at I udviser tillid i barnets møde med personalet.
Første gang I går vil I måske opleve at barnet reagerer ved gråd - det er helt naturlig reaktion og alle børn er forskellige og reagerer forskelligt. Det er vigtigt, at I altid siger farvel til barnet, når I går.
Da alle børn er forskellige, vil det variere meget, hvornår barnet er klar til at være i institutionen selv, og hvornår det er klar til at have længere dage. Tilknytningsprocessen aftales med jeres kontaktperson, som er den voksne der tager imod barnet i den første periode.
Vores vigtigste opgave er at skabe en relation til barnet, hvor barnet får en tryg tilknytning. Når jeres barn er tryg ved kontaktpersonen, er barnet klar til at lære de andre voksne og børn på stuen at kende.
Forventninger mellem institution og hjem
Samarbejdet med hjemmet er fundamentet for os i forhold til at skabe den bedste dag for jeres barn. Vi vægter et åbent og ærligt samarbejde om jeres barns trivsel.
I praksis betyder det, at vi har en gensidig forpligtelse til at informere om barnets trivsel og udvikling.
Vi bruger AULA, her er det vigtigt, I skriver komme og gå tider, hvem der henter jeres barn, sygdom og ferie. Vi bruger informationerne i AULA til at fordele vores ressourcer bedst muligt i huset.
I børnehuset Kompasset arbejder vi sammen med forskellige eksterne samarbejdspartnere. Det er altid i dialog med jer, at personalet vurderer, om der er behov for at tage kontakt. Gennem det daglige kendskab til barnet, udarbejdet personalet en TOPI (tidlig opsporing og indsats) på barnet to gange om året. I har som forældre altid mulighed for at få indsigt i indholdet. Vi har to specialpædagoger fast tilknyttet til institutionen.
Ved fødselsdage fejrer vi barnet på stuen med sang og flag. Der medbringes ikke noget til uddeling, da vi gerne vil have barnet i fokus.
Hvad skal I medbringe?
Bleer til jeres barn. VI sørger for at informere jer, når jeres barn mangler bleer, men I er altid velkommen til at orientere jer i barnets kasse på badeværelset.
Sengetøj til dyne, pude og madras i barnevogn. Vi ønsker at I forældre får det skiftet hver fredag.
Sut og bamse/nusseklud. Vi opfordrer jer til at tage det med hjem hver weekend og vaske.
Tøj efter årstiden. Vi er ude hele året, så det er vigtigt jeres barn har overtøj med, der passer til årstiden. Er I i tvivl. så spørg personalet.
Tøj til skiftekassen. I kassen skal altid ligge 2 sæt undertøj, 2 bluser, 2 par bukser og 2 par strømper.
Husk at skrive navn i alt, det gør det nemmere at sørge for, tingene bliver på jeres barns plads.
Hverdagen i vuggestuen
Vi åbner kl. 6.20 i hele huset. Satellitten åbner sammen med Edderkopperne og Kompassets vuggestuegrupper åbner sammen hos Laverne. Når klokken er 7.30 fordeler alle grupperne ud på egne stuer.
Om eftermiddagen samles grupperne ligeledes kl. 15.30 indtil vi lukker 16.35. Fredag lukker vi 16.20.
Husk altid at sige "Hej" og "Farvel" når i afleverer og henter jeres barn.
På vores hjemmeside kan I orientere jer om lukkedage i institutionen.
Kontakt os:
Haletudser: 5119 0157
Frøer: 5119 0156
Laver: 2011 4801
Edderkopper: 5119 0159
Mariehøner: 4030 2549
Institutionsleder:
Martin Halkier Nilsson: 2059 9455
Pædagogiske ledere:
Vuggestuen - Freja: 2423 6188
Børnehaven - Maia: 2421 6073